Bæredygtig Udvikling
Sæt FN’s 17 verdensmål i spil
FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York den 25. september 2015.
Det markerede en hidtil uset ambitiøs og transformativ udviklingsdagsorden. Målene trådte i kraft den 1. januar 2016 og skal frem til 2030 sætte kursen for en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, vi bor på.
I spillet får I mulighed for at anskue et antal cases set gennem de forskellige verdensmål.
Spillet er et dialogredskab og afspejler ikke nødvendigvis Finansforbundets holdninger til verdensmålene.
Spillet findes også på engelsk.
Spillets gang
I Bæredygtig Udvikling får hver spiller et tilfældigt verdensmålskort, som de skal bruge som linse, når de ser på rundens dilemma. Casene præsenterer to mulige løsninger, og spillerne argumenterer for den løsning, der giver mest mening ud fra deres verdensmål – og her må man godt bruge både fantasi og kreativitet.
Formålet er at gøre FN’s verdensmål mere håndgribelige og give spillerne mulighed for at tænke over, hvordan forskellige mål kan påvirke beslutninger og hverdagsvalg. Samtidig styrker spillet dialog, samarbejde og forståelsen for, hvordan forskellige perspektiver kan spille sammen.
I hver runde skiftes én spiller til at være dommer, mens de andre argumenterer. Dommeren lytter og giver point til den argumentation, der virker mest overbevisende – måske fordi den var kreativ, sjov eller tankevækkende. Spillet varer otte runder, og alle får prøvet både at være dommer og spiller. Til sidst tælles pointene, men det vigtigste er, at man har haft det sjovt og fået indsigt i verdensmålene på en ny og levende måde.