Den usynlige tærskel
Et refleksionsspil om psykologisk tryghed i organisationer
Den usynlige tærskel er et refleksionsværktøj. Det har til formål at understøtte en konstruktiv og fælles indsats omkring psykologisk tryghed på arbejdspladsen.
I vores arbejdsliv møder vi usynlige tærskler, der begrænser vores evne til at tænke, tale og handle frit. Den medfølgende utryghed er skadelig både for individet og for arbejdspladsen. Psykologisk tryghed derimod er tilliden til, at vi ikke bliver straffet eller latterliggjort for at dele idéer, rapportere fejl eller stille spørgsmål.
Spillet er udviklet i samarbejde med erhvervspsykolog Sarah Ambs-Thomsen, som er en af Danmarks førende specialister på området.
”Psykologisk tryghed er troen på, at man ikke vil blive straffet eller ydmyget for at tale om sine idéer, spørgsmål, bekymringer eller fejltrin.”
Amy Edmonson
Spillets gang
I Den usynlige tærskel arbejder spillerne med en case, der udfolder sig over tre runder og bygger på virkelige hændelser, interviews, research og faglitteratur.
I første runde identificerer spillerne steder i casen, hvor der ikke er psykologisk tryghed. I anden runde diskuterer de, hvordan casen skulle se ud, hvis den skulle være psykologisk tryg. I tredje runde får spillerne muligheden for at undersøge nogle af de dybere ting, der er på spil i casen ved hjælp af forskellige perspektiver. Hver spiller har et refleksionskort, der guider dem igennem spillet og samtalen.
Spillet fungerer som et fælles tredje, der skaber et trygt rum for at udforske psykologisk (u)tryghed. Gennem caserne får spillerne et fælles sprog for, hvor trygheden svigter, hvordan den kan styrkes, og hvilke dynamikker der påvirker samspillet, samtidig med at nye perspektiver på tryghed kan komme frem.